Ledelsens orientering

Veteranforum Midt - Vestjylland


.
Vi er nu så langt i arbejdet med dannelse af et Veteranforum Midt - Vestjylland, at det 2. møde planlægges til lørdag den 17. marts 2018 i Vestervig.
Forummet er en samling af alle aktører på veteranområdet i det Midt - Vestjyske med formål at koordinere aktiviteter og tilbud og gennem samarbejde at tilbyde disse til alle vore veteraner og pårørende. Hermed skulle vi undgå, at der er flere næsten ens tilbud de samme dage og tilsikre, at der er deltagere nok til at gennemføre aktiviteterne. Desuden er det tanken, at vi med samlet ryst kan forelægge sager i de forskellige mødefora, hvor veteraner og pårørendes vilkår drøftes og behandles. dermed står vi stærkere i argumentationen når vi taler med en røst.
Vi glæder os til at være med i udviklingen af Veteranforum Midt - Vestjylland og vil holde jer informeret her på siden og på Facebook om tiltag, udvikling og aktiviteter.
På gensyn i regionen i 2018.

Claus Mosbæk ansat som Veterankoordinator


Skive Kommune har fra den 1. marts 2017 ansat major Claus Mosbæk, der går på pension med udgagen af april, som Veterankoordinator. Claus kommer fra en stilling ved hovedkvarteret i Kosovo og har afviklet sin stilling som chef for Studie- og Udviklingssektionen ved Ingeniørregimentet med udgangen af februar.
Claus er født i 1957 og startede som konstabelelev i 1975 og har arbejdet sig op gennem de forskellige grader og funktioner, først ved artilleriet, hvor han i 1986 kom tilbage fra Officersskolen. Claus har bestridt en vekslende geled- og stabstjeneste og har været formand for Danmarks Veteraner Thy-Mors-Salling. Claus er medlem af landsbestyrelsen for Danmarks Veteraner.
Claus har gjort tjeneste på Cypern, i Irak, Afghanistan og senest Kosovo.
Vi ønsker Claus velkommen til arbejdet og ser frem til, at han får fundet sig tilrette i det kommunale system. Efter en periode med indkøring og opbygning af et netværk med de aktuelle forvaltninger, vil vi være klar til et samarbejde til gavn for såvel veteraner og pårørende som Skive Kommune.
Et gode vi ser ved denne stilling er, at kommunen kan komme helt ud til de af vore kammerater, der måske trænger mest til hjælp. Det kan ske ved kampagner og møder, meget gerne i tæt samarbejde med Veteran Caféen. Derved kan vi få flere af de, der er ringest stillet, i tale.
Husk, at hvis du skal til samtale/møde med en sagsbehandler, så må du medtage en bisidder, som kan råde og vejlede dig i betydningen af det ofte snørklede lovsprog. Caféen råder over et antal uddannede bisiddere, der er klar til at hjælpe.
Et stort velkommen til Claus med ønsket om et godt job og samarbejde med kommunens veteraner.

Samarbejdet med Skive kommune i rigtig god gænge

Veteran Café Skive har givet input til 2 større punkter i vores arbejde med at forbedre vilkårene for vore kammerater. Det første er indstilling til ansættelse af en Veterankoordinator, med opgave at støtte såvel veteranen som kommunens sagsbehandlere på tværs af forvaltningerne. Dette vil betyde, at mødet med myndigheden kan optimeres og vi kan støtte med bisiddere og dermed få et bedre udbytte af møderne med jeres sagsbehandler. Kommunen vil tage stilling til ansættelsen under de kommende budgetforhandlinger, der starter den 7. september.
SIDSTE! Skive byråd har ved budgetforhandlingerne vedtaget at ansætte en veterankoordinator. Oberst Christian Arildsen fremhæver beslutningen som et stort fremskridt og fastslår, at med Skive Kommunes markering af den internationale flagdag ved et flot arrangement på Skive Teater, "virkelig har rykket og flyttet denne op i superligaen i forhold til soldater- og veteranhjælp".
Vi ser frem til ansættelsen af veterankoordinatoren og forudser et godt og tæt samarbejde med denne til gavn for både veteraner, pårørende og kommune.
Det andet område vi har bedt kommunen om at støtte er, en ansøgning til Udlændinge-, Integration- og Boligministeriets særlige pulje til "Aktivitets- og mødesteder for veteraner", hvor der er afsat 6 mio kr. Vi har indsendt et projekt til kommunen der omfatter en stolelift til trappen til førstesalen i FamilieHuset, en overdækket/opvarmet terrasse samt havemøbler med sikring. Kommunen har undersøgt sagen og vil fremsende den til ministeriet, da vores forslag ligger indenfor tankerne i projektet.
Stor tak til Skive Kommune for hurtig sagsbehandling og opbakning.

Tilskud til grill og bålsted


Veteran Café Skive har ansøgt Skive Kommunes Start- og Udviklingspulje om hjælp til anskaffelse af 1 gasgrill og et bålsted til brug for Caféen og Familiehuset. Den 8. juni blev ansøgningen godkendt og vi har været på indkøb. Fremover kan vi nu udvide vores aktiviteter med grill og hygge omkring bålet og vi kan hjælpe vore været, Familiehuset, ved at de kan benytte disse til deres arrangementer. Første gang vil blive på søndag den 19. juni kl. 11 - 17, hvor Familiehuset inviterer til Åbent Hus.
Stor tak til Skive Kommune for støtten og XL-Byg for at få midlerne til at strække til ekstra tilbehør.

Veterancafé Viborg åbner

Mandag den 7. marts 2016 åbner Veterancafé Viborg.
Cafeen kommer til at have åbent mandag aften i lige uger fra 18.00 til 21.00. Cafeen benytter Soldaterforeningernes Kontaktudvalgs lokaler på Viborg Kaserne i soldatermunde kendt som ”Paradiset” oven på den gamle kostforplejning.
Adressen er Kasernevej 9, 1. sal. Indgangen er midt i bygningen, fra siden der vender ud mod paradepladsen.
Første gang bliver mandag d. 7/3 kl. 18.00 til 21.00.
Formålet med Veterancafé Viborg er at skabe et frirum for kommunens veteraner, uanset hvor og med hvilken organisation, de har været udsendt. Der vil være mulighed for samtale med ligesindede over en kop kaffe eller te, ligesom at der er mulighed for at spille dart og billard.

Ny ledelse for Veteran Café Skive

Onsdag den 10. februar blev der efter Café aftenen afholdt ledermøde på Møllegården. Et særligt punkt var på dagsordenen på vort kvartalsvise møde, idet vi følte, at vi skulle have en mere formel og "bred" ledelse.
Det blev derfor besluttet, at tilrette vore retningsliner og herunder at danne et forretningsudvalg bestående af formand, sekretær, kasserer, suppleant og revisor. Grunden til dette er, at sikre den fortsatte drift, hvis en eller flere af lederne/hjælperne får forfald. Vi må erkende, at flere af os bærer på ting i bagagen der gør, at vi er lidt udsatte, men ved at have flere med fuld indsigt i sagerne og forretningesgangen, herunder at brede tegningsfladen ud, så vil vi nu have sikret os, at Caféen kan fungere i tiden fremover.
Valg:
Formand - Preben Sloht
Sekretær - Connie Mikkelsen
Kasserer - Joan Sloht
Suppleant - Henrik Skov
Revisor - Janni Retoft.
Derudover vil øvrige ledere stå for aktiviteter, så har du lyst til at gøre en indsats, så giv os praj, vi kan bruge mange med lyst til, at gøre en forskel for vore veteraner og pårørende.
De reviderede retningslinier vil blive lagt ud på hjemmesiden snarest.

Nye ledere/hjælpere søges


Kære veteran eller pårørende.
Da vi nu forsøger os med en ugentlig Café aften, så stiller det store krav til vore nuværende ledere/hjælpere, for at få enderne til at nå sammen.
Har du lyst til at være en del af et dynamisk team af frivillige, der med empati og engagement kunne tænke dig, at gøre en forskel for vore veteraner og pårørende, så er du måske lige den person vi mangler/søger.
Er du interesseret, kan du kontakte en af de nuværende ledere eller besøge os på Caféen i vores åbningstid, så tager vi en snak om hvilke forventninger vi har til dig og hvad vi kan tilbyde dig af uddannelse og back-up. Du vil indgå i et team på 3, med vagt cirka en gang om måneden, idet vi har erfaring for, at dette antal er passende for vore brugere - både til at servicere dem men også så man kan få en fortrolig snak, hvis det er det man har brug for.
Vi er ikke behandlere, men veteraner/pårørende der støtter andre veteraner/pårørende med råd og vejledning, herunder en snak om de vanskeligheder en udsendelse kan medføre.
Hvis du træder ind i vores team, vil der blive udfærdiget en tavshedserklæring aht. anonymitet og tillid hos vore brugere samt en Børneattest, da vi også har børn, der bruger Caféen, og vi vil gerne give vore forældre den sikkerhed, at vi kan omgås deres børn uden problemer.
Vi ser frem til at møde dig og få dig ind i teamet - du vil få mange gode oplevelser og også føle du gør en forskel.

NU holder vi åbent hver uge på Caféen


Kære veteraner og pårørende.
Vi har som ønsket udvidet vores åbningstid til at omfatte hver onsdag i tidsrummet 17 - 20. Vi holder fortsat til på Møllegården og vi håber at se rigtigt mange af jer til vore Café aftener.
PT. har vi et foredrag med Keld Christensen, naturfotograf, på tegnebrædtet. Keld vil fortælle om de mange spændende fugle og dyr, man kan se på egnen og fortælle lidt om, hvorledes, man får det gode billede i kasse. Foredraget skal ses som en optakt til ture i naturen, hvor Keld vil fortælle og vise rundt på nogle af de spændende steder omkring Skive og hvad man kan være heldig at få at se under turen. Vi arbejder også på en tur til område med vildsvin, hvor vi kan få lov til at komme tæt på disse.
Håber i vil tage godt imod dette enestående tilbud og tage med på turene, som kan finde sted både på hverdagsaftener som små lørdgas udflugter.
Vel mødt.

VETERAN CAFÉ SKIVE fortsætter i 2016

Veteran Café Skive er kommet godt i vej med op til 20 deltagere pr. cafe aften. Der er indført vagtskema for værterne, der omfatter veteraner og pårørende, flere med civile kompetencer indenfor kommune og behandler systemet. Vi er dermed sikret, at der kan være 3 ledere tilstede hver aften.
 Vi har i den korte levetid modtaget besøg af mere end 90 veteraner og pårørende og vi har flere, der nyder samværet hver aften, der er åbent. Vi har udover værterne, tilknyttet flere personer med en professionel uddannelse/job, der gør os i stand til, at tilbyde kvalificerede bisidderstøtte til de, der har ønske herom.
 Året startede den 29. juli, hvor Caféen med stor bevågenhed fra både Skive Kommune og vore samarbejdspartnere, slog dørene op til egnens første egentlige fristed for veteraner og pårørende.
Vi favner bredt, da det ikke kun er Forsvarets personel, der er velkomne men også de, der har været udsendt for Beredskabsstyrelsen, Politiet, Læger og sygeplejersker samt øvrige, der har været udsendt i internationale missioner eller til katastrofer udenfor Danmarks grænser. Fælles for de over 1.000 veteraner i Skive Kommune og nærmeste opland er, at de har været udsat for mange stærke indtryk og direkte traumatiserende situationer. Det kan være svært, at leve med disse indtryk og her kan Veteran Caféen byde ind med den forståelse og indsigt, der måske kan gøre ens dagligdag lidt nemmere, at komme igennem. Oplevelserne rammer ikke kun veteranen, men hele hans familie og omgangskreds og det kan være svært at forstå, hvorfor den udsendte ikke længere er den samme person som før.
 Vi har i årets løb afholdt forskellige arrangementer bl.a. et foredrag med en veteran, i samarbejde med den lokale afdeling af De Blå Baretter, hvor der mødte over 50 frem, og hvor spørgelysten var stor. Vi tog på udflugt til Aalborg med 21 veteraner og pårørende, hvor vi besøgte Forsvars- og Garnisonsmuseet, Veteranhjemmet i Aalborg og Det Maritime Museum med Ubåden "Springeren". Endelig afholdt vi juletræsfest, hvor der mødte 25 veteraner og pårørende op.
 På nuværende tidspunkt har vi modtaget tilsagn om støtte til projektet, således vi kan fortsætte i 2016, og her har byens virksomheder ydet os en stor velvilje, ved at bakke op omkring initiativet, en støtte vi ikke kan undvære. Vi har også modtaget støtte fra officielle instanser, herunder Skive Kommunes §18 udvalg, Kammeratstøtteordningen og ikke mindst fra en Deling hjemkomne veteraner fra Kosovo, KFOR 33A. Vi retter derfor en stor tak til disse for hjælpen.
 Vi har i årets løb fået fastslået, at der var et behov for et fristed og den støtte vi kan yde vore veteraner og pårørende, med bl.a. hjælp til at komme i kontakt med de rigtige myndigheder, når man går og tumler med et problem. Vi har nydt en aldrig svigtende støtte fra kommunen, og dette samarbejde kunne godt udbygges ved, at kommunen får ansat en Veterankoordinator i lighed med Viborg. Derudover har vi et glimrende samarbejde med netop Veterankoordinatoren fra Viborg og en søster café i Silkeborg, benævnt " Bag Krigens Ansigter", hvor vi udveksler erfaringer og kan deltage i hinandens aktiviteter.
 Vi fortsætter derfor med uformindsket styrke i 2016 og åbner Caféen igen onsdag den 6. januar kl. 17-20 på Møllegården, Møllegade 5, 7800 Skive. Der har været ytret ønske om, at vi holder åbent hver uge og det ser vi på straks i det nye år, idet det afhænger lidt af vor økonomi, selvom vi kan benytte lokalerne på Møllegården gratis.
Vi glæder os til at se netop dig i det nye år.
 Ledelsen
Veteran Café Skive

Ingen kommentarer:

Send en kommentar